Hverdag og oplevelser er side og side

I fredags havde vi vores første arbejdsdag i Mbamba Out, som er en lille fattig landsby. Dette var med blandede følelser. Forestil jer 5 piger med 25 kg ris, tilbehør og idéer til lege blive sat af i landsbyen uden rigtig at vide, hvad det ville føre til.. Men børnene kom vrimlende til. Snart var der omkring 100 børn med i stafet og sanglege.. En kæmpe cirkel, så jeg knap kunne høre de andre piger. En skøn oplevelse, hvor de børnene uden tvivl nød det.
MEN maden trænger til ændring, men der skal jo også være noget at lave.. Der var nogle kvinder, der havde været nedladende over maden og dirkte sagt, at de synes det var for lidt, og de var ikke taknemlige. Vi kommer med 25 kg ris, krydderier og tomatblanding. Og der er ingen taknemlighed fra disse kvinder, til trods for planen var meget mindre... Så de ville have deres børn skulle have to gange før de andre .. Men børnene var glade og takkede os, da vi tog afsted. Så en lidt blandede følelse, men jeg ser frem til leg med børnene næste fredag..

Ting bliver aldrig som man tror i Nigeria, sådan er det bare. Vi skulle have haft en afslapning lørdag, men der var mere end nok at lave. Og som man troede man var færdig kom vores skønne chauffør Donge og ville have Anne og jeg med til mekanikeren. Vi skulle tjekke om alt gik ordentlig til... Bilen tabte benzin. Anne og jeg stod midt i en rasteplads med masser af gamle biler, ingen skygge, ingen kvinder eller hvide i en time. Langt fra en dansk mekaniker.. Ja, lad os bare sige det var en rigtig oplevelse, hvor vi virkelig blev kigget på, mens vi grinte over, at vi skulle holde øje med om alt blev gjort godt.. Hvad ved jeg om det????
Generelt er vores bil noget for sig selv. Vi har jo nærmest fået et forhold til denne bil. Det er en hvid toyota minivan med lokal hen af siderne. Og så har den selvfølgelig sine små særligheder.. En lås man lige skal rykke for, at man kan lukke døren. Ellers må man holde den hele vejen. Et sted i motoren skal helst lige pilles ved for at motoren kan starte.. Ja jeg kunne foresætte også selvom bilen er til mekanikeren meget mere end planlagt...


Ellers er hverdagen i gang. Vi nyder det hernede, og jeg har også fået mit første nigerianske tøj.. Det er bestemt noget man skal vende sig til, men virkelig dejligt at have noget. Så næste gang i kirke falder vi ikke helt så meget udenfor. (håber vi på..) Kirken er samlingspunktet i Nigeria, og man tager sit pæneste tøj på.
Ellers bliver her varmere og varmere. Man vågner ikke om natten fordi man fryser, men fordi man virkelig sveder;)

På REMI er Sussie og jeg gået i gang med et projekt. Vi vil gennem de næste 3 måneder skabe en hyggelig og indspirrende speciel class med bogstaver, tegninger og billedere. Lige nu ligner det mere et fængsel..

Et smil siger mere end...

Som tiden går her i Nigeria. Hverdagen begynder at tage form, hvis man da kan sige det.

Jeg kom hjem her den anden dag med et kæmpe smil på læben.. Jeg havde brugt min arbejdsdag på have special undervisnig med en pige i to timer og opholdt mig i special class resten af dagen.

Tålmodigheden hænger i en meget tynd tråd. Jeg sidder og prøver at lære pigen Esther at tæller og skrive 1-2-3 på engelsk. Men det er som om, at jeg virkelig skal bruge min krop og tålmodighed til at lære hende en smule. Hun forstår ikke engelsk eller forskel på tal.. Men når hun kigger op på en for at aflæse ens udtryk om, hun vender totalet rigtig, så glemmer man helt, hvor besværligt man synes det er.. Hun smiler over hele hovedet, når hun ser læberne bevæge sig op på mig..
Men man undre sig stadig. Hvordan kan hun være i en normal klasse, når hun ikke kan tælle til tre, og undervisningen er på engelsk??

Resten af dagen foregår i special class. Esther slår sig hurtig til og nyder at sidde med begge hænder om mig. Jeg sidder også med Favour (en spastisk dreng) og patrick (en anden mere spastisk dreng) og hygger. Vi sidder og snakke, mens vi kilder hinanden. Deres grin, humør og oprigtighed i øjnene er skøn. Og Favour sidder på mig, når han kan komme til det. Da dagen næsten er omme kysser Favour mig på maven, men hans smiler op til mig. Kan man andet end nyde disse børn..

Ellers er jeg i fuld gang med at lære tegnesprog. Det er rigtig hyggeligt, og de døves glæde over man kan lidt er motivation. Så jeg skal lige sige få sætninger..

Ellers er vi klamme, svedige og lugter af urin, men alligevel er det som om det ikke betyder det helt vilde. Man kan jo være for træt til at gå i bad og springe det over.! Man synes man bruger nok energi på madlavning, opvask, rengøring, holde varmen ud og klare sig uden strøm (hvilket vi cirka har gjort i 3 dage)...

I morgen skal vi til Mbamba out, som er en fattig landsby. Det bliver vores første rigtige møde med børnene. Vi skal her lege og lave mad til dem... Det ser jeg frem til..

Batori Batori i Yola

Vi 5 batori (hvide) er ankommet godt til Nigeria. Vi bor på skolen REMI (en handicap- og alm. skole), hvor vi er indrettet i 3 hyggelige værelser. Vi bor 3 piger på et værelse, de to andre piger på et andet værelse, et lille bad, et lille køkken og en fælles stue.

Det er det, man vil give 5 stjerner for i Nigeria, når det er en volontørbolig(specielt vores skabte hygge). Men i danske stjerner er der ingen.
Hvem giver stjerner for ingen vand i vandhanerne (heller ikke bruseren), kakerlakker, kæmpe edderkopper, strøm nogle gange, konstant kæmpe opvask, 1 skab til 3 piger, trælse morgenlyde som fx. nigerianske biler, kalkuner, hundeslagsmål? Det skulle her være luksus? Ja, man ændrer standard, når man faktisk selv synes det er luksus.

Man er her hele tiden svedig (her er 36 grader) og grim, selvom det burde være netop her, at man gik op i sit udseende, da man konstant bliver råbt og kigget efter. Man skal ikke regne med en tur udenfor hjemmet uden øjne, der følger en. Selv hjemme er der jo legende børn børn fra 7 - ca. 17.00, der alle råber og altid er klar til leg og opmærksomhed.

Jeg har det rigtig godt hernede, og jeg nyder den helt anderledes og spændende kultur. Jeg oplever en masse og får masser af nye indtryk hele tiden.

5 volontøser på arbejde

Os 5 herlige volontøser skal arbejde på REMI (handicap + alm. skole) mandag til torsdag i playing class, speciel class og med elever i klasserne, der har specielle behov. Det sidste starter dog først i næste uge.

Playing class er 45 herlige børn i alderen 2-4. Men der er gang i den med snot, gråd, slag og masser af energi. Her har vi bl.a. faret rundt i klassen og leget boogie boogie. Skønt når man kan mærke, at børnene bliver fanget af noget. Det hele foregår i et rum, hvor der hen på dagen kommer en specielt indelukket lugt.

Vi har desuden været i speciel class, hvor tiden flyver af sted med at motivere og lege med de psykiske og fysiske handicappede. Glæden bobler op i en, når man ser en spastisk glæde sig over at tegne eller en anden der lever sig helt ind i en sangleg – glæden er ikke til at tage fejl af, og den smitter.

Arbejdet på REMI er krævende – også til overskud og tilstedeværelse. Men man er ikke i tvivl om, at det giver dobbelt igen, og man føler sig værdsat, når 10 børn kommer den dag, man ikke skal på REMI spørgende om hvorfor!

Vi var desuden ude i en landsby, Mbamba Out, hvor vi skal arbejde hver fredag. Her skal lave mad med nogle lokale kvinder og derefter lege med børnene i landsbyen. Dette ser jeg virkelig frem til, og glæder mig bare til at komme i gang, og se hvad projektet udvikler sig til.

Der er også forskellige andre ting, som vi muligvis skal være en del af, som et projekt, hvor piger lærer at bruge et håndværk, de er gode til. Den vej igennem får de en levevej, så de ikke tvinges til fx at gifte sig som helt ung med en 60 år ældre mand. Her skal vi hjælpe med kreative idéer til smykker..