På dansk jord igen

Søndag aften landende vi sikkert på dansk jord igen efter en helt fantastisk tur i Nigeria. Det har virkelig været det hele værd..

Jeg har nu været hjemme i Viborg siden søndag nat, hvor jeg har oplevet kulden, sne, vand i vandhanen, opvaskemaskine, vaskemaskine, kedelige kassedamer, drikke mælk, en velfungerende bruser mm..

Danmark kan på ingen måder sammenlignes med Nigeria! Alt er anderledes, hvilket også tydeligt kan mærkes, når man nu er hjemvendt. Men det skal her siges, at jeg også nyder at være tilbage i Danmark, hvor glæden over gensyn er stor.

Men en ting er sikkert. Nigeria er kommet helt ind under huden på mig, og jeg håber bestemt på, at det ikke var sidste gang, at jeg var der. Der er noget helt specielt over Afrika, som ikke kan forklares, men skal opleves.

Så med mit sidste blogindlæg vil ende med en opfordring: Ta´afsted og oplev Afrika - du får det dobbelt igen.

Jeg troede aldrig..

Jeg troede aldrig..

- at jeg skulle møde et folkfærd, som snakker mere om vejret end det danske. Det er andet spørgsmål hver gang man møder en nigerianer.

- at en ko skulle spise mit brændende affald, hvor bl.a. platikposer er en delikatesse

- at jeg skulle opleve en kæmpe sandstorm efterfuldt af regn midt i tørketiden

- at jeg skulle finde et rådent firben under min seng

- at jeg skulle vaske min afrikanske tis-nederdel af i hånden

- at jeg skulle blive jagtet af paparazzi, og faktisk vende mig til blik og råb

- at jeg skulle vende mig til at sveden drypper ned af mig konstant

- at jeg skulle gøre min seng våd inden jeg skulle sove.

- at jeg skulle gå ud af et bad uden at tørre mig og alligevel være tør på 2 min.

- at jeg skulle undervise nogle mænd på universitets niveau, som kan tage 5 min. om at flytte musen ned til internetlogoet

- at jeg skulle tabe min mobil i mit vasketøj, og derefter købe en nigeriansk

- at jeg skulle se Die Hard 4 på en bænk midt i et stille område i 45 grader, hvor man lige skulle huske at vinke til forbigående børn

- at jeg skulle blive overrumblet op af et bjerg af en mand i slippers.

- at jeg skulle rense et lokum fyld med L***

- at jeg skulle tage i biografen i Nigeria

Sådan kunne jeg have fortsat..


Her er lige nogle flere billeder fra Nigeria - som sagt bedre end 1000 ord:

Nigeriansk luksus

En 8 timers køretur væk fra Yola, og man ankommer til en af Nigerias eneste turiststeder Yankari nationalpark. På trods af manglende pas kom vi ind, og nød en weekend i Nigeriank luksus.

Luksus i form af aircondition, bruser og velfungerende vandhane. Vi brugte tiden i den 31 grader varme kilde omgivet af bavianer og smuk natur. En morgen endda med brøl fra en løve..

Her svømmede vi, lærte fra os, spillede bold og hyggede til vores hænder lignede 90 åriges. Dette blev en gang imellem afløst af safari med løver, knurer, aber og fugle.

Dog skal det siges at nigeriansk luksus ikke er dansk luksus. Det vil sige man også får episoder med værelsesbytning, problemer med bavianer og en restaurant, der ikke har mad til om aftenen!! (Det skal her siges, at det ikke ligger i nærheden af noget andet)

3 afslapnings dage, som gav masser af energi til de næste 3 uger..

Omgivet af bjerge 360 grader rundt

Vi stod pludselig midt i den afrikanske landsby stemning, da vi efter 3 timers kørsel på HOPPENDE vej var ankommet til Tantille. Meget længere ude end hvor kragerne vender!

Her var vi så omgivet af den smukkeste natur. Vi fik overnatning i en tidligere missionærbolig uden strøm, toilet, køkkenfaciliteter eller mobilsignal - til gengæld fyldt af mug, støv og braste brædder. Alligevel var der noget helt særligt over dette sted.

Huset var omgivet af mango og blomstrende træer, udsigt over landsbyen og bjerge 360 grader rundt.
Her slappede vi så helt af med søvn i lidt blæst, fest i byen med traditionel dans, gåtur i byen og vandring til de nærlæggende toppe.

Desuden var vi på rigtig bjergvandring med fantastisk udsigt, hvor vi måtte lade sveden få løb for at gå mod toppen. Alt imens vi var vendt om mødte vi en bladdame, som vandrede med masser af træ på hovedet og i hænderne, et dyr som taske og iført blade - og i klart højre tempo end os! Hun gik ubemærket op af en skråning, hvor vi nærmest var i gang på alle fire..

Vi var bla. også nede og se hvordan floden bugtede sig, og se hvordan vandet i regntiden sliber stene, som står smukt og klart fremme, når vandet stille forsvinder. Her er det sidste blå vand omgivet af et rigtig smukt område, som vi nød mens aftensolen gik ned bag bjergene.

I Tantille nød vi 4 dage med masser af besøg af dejlige mennesker med hjertet på det rette sted - kan stærkt anbefaldes..

Sat deres spor, men tid til afsked

Dagene op til afsked blev brugt fuldt ud med "collage-kikkert" af toiletruller i speciel class og "boogie boogie" i playing class krydret med tegnesprog, smil og "good morning" i skolegården. Men på et tidspunkt skulle det vel komme.. Afsked.

Her stod man og skulle tage afsked med børnene og stadig en måned tilbage i Nigeria, men ikke på REMI pga. ferie. Særligt afskeden med speciel class satte dybe spor. De fleste eleverne i både speciel class og playing class forstod det ikke helt, mens andre tydeligt blev rørt!

En tåre på en helt spastisk lammet dreng Patini, som kaser sig om en. En anden spastisk lammet dreng Favour, der efter beskeden om vi rejser hjem bare knurer sig ind en.. Puha det var nogle af de oplevelser vi fik ved afskeden, og som virkelig gør mig rørt..

Børnene på REMI har sat sine spor i mig, og har virkelig gjort mit ophold helt unikt. Hver med deres plads med lærdom, nydelse af livet og taknemmelighed... TAK

Lorte land

Nigeria er et rigtig lorte land. Ingenting fungerer..

Nogle gange sidder jeg og tænker på, hvorfor jeg lige valgte at betale penge for at komme ned til dette land. Nigeria kunne som ene land brødføde hele Afrika for de mange penge, der ryger ud på udenlanske konti. Deres givende undergrund giver tonsvis af penge, men pga. korruption ved alle mellemledere kan det på ingen måder ses i landet. Rigtig mange snyder - det er sådan de får pengene..

- Der er trods dette ikke konstant strøm - hvilket ville være det første skridt mod industri.

- Der er beskidt overalt. Man kan ikke have en fod ren i 2 sek! Også skraldet er smidt over alt. Dette kan ses på billedet. Skrald og smuk natur på samme tid.

- Man kan ikke stole på en eneste offenlig ansat.

- Der er halve løsninger overalt.

Ja, jeg kunne fortsætte. Men alligevel holder jeg så meget af dette land, og det skyldes kun en ting: Menneskerne. Deres åbne arme. Det møder en når man kommer hertil, som vi har nydt rigtig godt af. Folk er venlige og smilende. Dette kan f.eks. ses i hilsner. Man stopper gerne midt i ens program for at hjælpe en anden, og man stopper gerne bilen op midt på vejen for dyttende at hilse på en ven (ofte kun bekendt)..

Hjælpsomheden og venligheden kan også ses i de mest brugte sætninger: "No problem" og "You are welcome". Intet er et problem, så de vil gøre hvad de kan for at hjælpe en. Også selvom det måske er et problem. Og man er altid velkommen. Ligemeget hvornår man kommer..

Jeg hader og elsker dette land på en og samme tid..

Billede siger mere end 1000 ord

Billede siger mere end 1000 ord. Her er lidt billeder, men det tager langt tid på nigeriansk net - men her er de:


http://www.facebook.com/album.php?aid=157228&id=745972137&l=5172408605

Mig, Sophie og en pude..

Nu afslører jeg noget fra soveværelset.. Jeg har været så heldig at få lov at sove i dobbeltsengen med Sophie. Her nyder vi godt af fælles pude, knus og spark. Alt efter hvor drømmene flyver hen. Forestil jer en hård, tynd og farverig madres, hvor der i toppen er indrettet lidt hygge på natbordet. Her ligger vi så og hyggesnakker, mens Anne er dyb misundelig på vores tætte paradis. Vi ligger os tæt sammen i pandelampens skær omringet af det flotte og næsten usynlige blå myggenet... Dette er en særlig fornøjelse nu hvor luftfugtigheden stiger og det bliver varmere og varmere om natten..

Dette var et eksempel på hygge mellem os volontøser. Nyder selskabet af de fire andre - meget forskellige piger. Vi hygger med film, en lur, god mad, svømmetur (sket en gang;) ), afslapning foran huset, arbejde med smil.. Og vi prøver at tage opvasken, rengøring osv med i hatten med smil..

Når ægteskab bliver fejret med dans og penge..

I lørdags var vi til nigeriansk bryllup i domkirken i Jimeta (15 min fra Yola). Vi kendte hverken bruden eller brudegommen, men havde fået invitation, da vi kender to af gommens brødre (Og måske en "lille smule" pga. vores stadige hvide kulør).. Det er jo Nigeria!

Men vi fik syet vores sky blue dress, så lørdag morgen drog vi afsted til domkirken iført samme tøj fra top til tå... (Man får udleveret en dress code for dagen) Ja ,her kan man sige at tingene macher. Det smarte var også, at folk machede alt efter hvad de var, så man kunne se, om det var brudepigerne, gommens venner osv.

Da kirken startede, så blev der spillet, og alle med en tættere tilknytning til brudeparret kom dansende ind. Heri blandt også et lille brudepar, og selvfølgelig til sidst bruden med en kanon flot kjole.. Efter en helt anderledes gudstjeneste med pengekast, indsamling og dans drog vi afsted til selve festen..

Vi havde set frem til maden, men festen er ikke det samme som i Danmark. Der var slået nogle telte op på en fodboldbane og en masse plastik stole under teltene og på en tribune. Her sad vi så på en plastik stol på tribunen de næste mange timer, og så brudeparret ankomme, danse, danse og danse. Det mindede lidt om en fodboldkamp, da der gik fremmede mennekser rundt og solgte ting, mens vi sad som tilskuer og kiggede på..

Næsten hele dagen gik med en masse gæster kom dansene med penge, som de brugte som vores danske ris. De kastede dem i hovederne på brudeparret, så de stod i flere timer og smådansede midt i solen.. Varmt!!

MADEN... Vi fik set den utrolige flotte kage, som alle fik en LILLE (cherry tomat størrelse) bid af. Ellers var der ris, som kom rundt i noget junkfood ligende lyserøde og lyseblå æsker med plastik skeer. Så er der serveret!

Vores gave gik Anne og jeg op med, hvor vi mødte et overrasket brudepar. Her fik vi så en vifte, som tak for det.. Ellers fik vi stillet op til fælles billede med det ikke kendte brudepar kun pga. vores kulør...

Alt i alt et meget anderledes bryllup..

Når gæt og grimasser bliver brugbart

Kropssprog bliver virkelig nødvendigt, når kommunikationen via sprog er umuligt. Dette er en situation vi kommer i, når vi skal hente vand..:

Vi drager ud i verden (eller udenfor muren), mens sveden drypper og solen steger. Vi prøver at tage os et udkig efter en hårdt arbejdende svedig mand. Han kommer skubbende med en vogn med 10 gule dunke. Dunkene minder mest om benzindunke fra Danmark.

Her opstår første problem. Vi prøver at spørge om han er ledig og derfor kan bringe vand til REMI, men der kommer helt uforståelige ord tilbage. Da vi begge prøver vores eget sprog i håbet om pludselig forståelse, så begynder vi alle at grine. Grin over situationen.Vi ser pludselig nogle andre og søger deres hjælp til oversættelse, men finder ud af at det er to døve drenge.. Vi peger og siger REMI, og han følger trop!

Næste problem er penge. Vi prøver engelsk og hausa, men selv tal i sandet føles ikke som en hjælp. Vi får slæbet alle dunkene ind i forskellige beholdere, men desværre bliver de ikke fyldt helt op. Sidste store udfordring er at bede ham komme igen. Efter forsøg på engelsk begynder mine gæt og grimasser talenter igang. Jeg løber afsted på stedet, fylder vand op, løber tilbage - Og fantastisk nok så ser han forstående ud for første gang. Han kom tilbage...

Hverdag og oplevelser er side og side

I fredags havde vi vores første arbejdsdag i Mbamba Out, som er en lille fattig landsby. Dette var med blandede følelser. Forestil jer 5 piger med 25 kg ris, tilbehør og idéer til lege blive sat af i landsbyen uden rigtig at vide, hvad det ville føre til.. Men børnene kom vrimlende til. Snart var der omkring 100 børn med i stafet og sanglege.. En kæmpe cirkel, så jeg knap kunne høre de andre piger. En skøn oplevelse, hvor de børnene uden tvivl nød det.
MEN maden trænger til ændring, men der skal jo også være noget at lave.. Der var nogle kvinder, der havde været nedladende over maden og dirkte sagt, at de synes det var for lidt, og de var ikke taknemlige. Vi kommer med 25 kg ris, krydderier og tomatblanding. Og der er ingen taknemlighed fra disse kvinder, til trods for planen var meget mindre... Så de ville have deres børn skulle have to gange før de andre .. Men børnene var glade og takkede os, da vi tog afsted. Så en lidt blandede følelse, men jeg ser frem til leg med børnene næste fredag..

Ting bliver aldrig som man tror i Nigeria, sådan er det bare. Vi skulle have haft en afslapning lørdag, men der var mere end nok at lave. Og som man troede man var færdig kom vores skønne chauffør Donge og ville have Anne og jeg med til mekanikeren. Vi skulle tjekke om alt gik ordentlig til... Bilen tabte benzin. Anne og jeg stod midt i en rasteplads med masser af gamle biler, ingen skygge, ingen kvinder eller hvide i en time. Langt fra en dansk mekaniker.. Ja, lad os bare sige det var en rigtig oplevelse, hvor vi virkelig blev kigget på, mens vi grinte over, at vi skulle holde øje med om alt blev gjort godt.. Hvad ved jeg om det????
Generelt er vores bil noget for sig selv. Vi har jo nærmest fået et forhold til denne bil. Det er en hvid toyota minivan med lokal hen af siderne. Og så har den selvfølgelig sine små særligheder.. En lås man lige skal rykke for, at man kan lukke døren. Ellers må man holde den hele vejen. Et sted i motoren skal helst lige pilles ved for at motoren kan starte.. Ja jeg kunne foresætte også selvom bilen er til mekanikeren meget mere end planlagt...


Ellers er hverdagen i gang. Vi nyder det hernede, og jeg har også fået mit første nigerianske tøj.. Det er bestemt noget man skal vende sig til, men virkelig dejligt at have noget. Så næste gang i kirke falder vi ikke helt så meget udenfor. (håber vi på..) Kirken er samlingspunktet i Nigeria, og man tager sit pæneste tøj på.
Ellers bliver her varmere og varmere. Man vågner ikke om natten fordi man fryser, men fordi man virkelig sveder;)

På REMI er Sussie og jeg gået i gang med et projekt. Vi vil gennem de næste 3 måneder skabe en hyggelig og indspirrende speciel class med bogstaver, tegninger og billedere. Lige nu ligner det mere et fængsel..

Et smil siger mere end...

Som tiden går her i Nigeria. Hverdagen begynder at tage form, hvis man da kan sige det.

Jeg kom hjem her den anden dag med et kæmpe smil på læben.. Jeg havde brugt min arbejdsdag på have special undervisnig med en pige i to timer og opholdt mig i special class resten af dagen.

Tålmodigheden hænger i en meget tynd tråd. Jeg sidder og prøver at lære pigen Esther at tæller og skrive 1-2-3 på engelsk. Men det er som om, at jeg virkelig skal bruge min krop og tålmodighed til at lære hende en smule. Hun forstår ikke engelsk eller forskel på tal.. Men når hun kigger op på en for at aflæse ens udtryk om, hun vender totalet rigtig, så glemmer man helt, hvor besværligt man synes det er.. Hun smiler over hele hovedet, når hun ser læberne bevæge sig op på mig..
Men man undre sig stadig. Hvordan kan hun være i en normal klasse, når hun ikke kan tælle til tre, og undervisningen er på engelsk??

Resten af dagen foregår i special class. Esther slår sig hurtig til og nyder at sidde med begge hænder om mig. Jeg sidder også med Favour (en spastisk dreng) og patrick (en anden mere spastisk dreng) og hygger. Vi sidder og snakke, mens vi kilder hinanden. Deres grin, humør og oprigtighed i øjnene er skøn. Og Favour sidder på mig, når han kan komme til det. Da dagen næsten er omme kysser Favour mig på maven, men hans smiler op til mig. Kan man andet end nyde disse børn..

Ellers er jeg i fuld gang med at lære tegnesprog. Det er rigtig hyggeligt, og de døves glæde over man kan lidt er motivation. Så jeg skal lige sige få sætninger..

Ellers er vi klamme, svedige og lugter af urin, men alligevel er det som om det ikke betyder det helt vilde. Man kan jo være for træt til at gå i bad og springe det over.! Man synes man bruger nok energi på madlavning, opvask, rengøring, holde varmen ud og klare sig uden strøm (hvilket vi cirka har gjort i 3 dage)...

I morgen skal vi til Mbamba out, som er en fattig landsby. Det bliver vores første rigtige møde med børnene. Vi skal her lege og lave mad til dem... Det ser jeg frem til..

Batori Batori i Yola

Vi 5 batori (hvide) er ankommet godt til Nigeria. Vi bor på skolen REMI (en handicap- og alm. skole), hvor vi er indrettet i 3 hyggelige værelser. Vi bor 3 piger på et værelse, de to andre piger på et andet værelse, et lille bad, et lille køkken og en fælles stue.

Det er det, man vil give 5 stjerner for i Nigeria, når det er en volontørbolig(specielt vores skabte hygge). Men i danske stjerner er der ingen.
Hvem giver stjerner for ingen vand i vandhanerne (heller ikke bruseren), kakerlakker, kæmpe edderkopper, strøm nogle gange, konstant kæmpe opvask, 1 skab til 3 piger, trælse morgenlyde som fx. nigerianske biler, kalkuner, hundeslagsmål? Det skulle her være luksus? Ja, man ændrer standard, når man faktisk selv synes det er luksus.

Man er her hele tiden svedig (her er 36 grader) og grim, selvom det burde være netop her, at man gik op i sit udseende, da man konstant bliver råbt og kigget efter. Man skal ikke regne med en tur udenfor hjemmet uden øjne, der følger en. Selv hjemme er der jo legende børn børn fra 7 - ca. 17.00, der alle råber og altid er klar til leg og opmærksomhed.

Jeg har det rigtig godt hernede, og jeg nyder den helt anderledes og spændende kultur. Jeg oplever en masse og får masser af nye indtryk hele tiden.

5 volontøser på arbejde

Os 5 herlige volontøser skal arbejde på REMI (handicap + alm. skole) mandag til torsdag i playing class, speciel class og med elever i klasserne, der har specielle behov. Det sidste starter dog først i næste uge.

Playing class er 45 herlige børn i alderen 2-4. Men der er gang i den med snot, gråd, slag og masser af energi. Her har vi bl.a. faret rundt i klassen og leget boogie boogie. Skønt når man kan mærke, at børnene bliver fanget af noget. Det hele foregår i et rum, hvor der hen på dagen kommer en specielt indelukket lugt.

Vi har desuden været i speciel class, hvor tiden flyver af sted med at motivere og lege med de psykiske og fysiske handicappede. Glæden bobler op i en, når man ser en spastisk glæde sig over at tegne eller en anden der lever sig helt ind i en sangleg – glæden er ikke til at tage fejl af, og den smitter.

Arbejdet på REMI er krævende – også til overskud og tilstedeværelse. Men man er ikke i tvivl om, at det giver dobbelt igen, og man føler sig værdsat, når 10 børn kommer den dag, man ikke skal på REMI spørgende om hvorfor!

Vi var desuden ude i en landsby, Mbamba Out, hvor vi skal arbejde hver fredag. Her skal lave mad med nogle lokale kvinder og derefter lege med børnene i landsbyen. Dette ser jeg virkelig frem til, og glæder mig bare til at komme i gang, og se hvad projektet udvikler sig til.

Der er også forskellige andre ting, som vi muligvis skal være en del af, som et projekt, hvor piger lærer at bruge et håndværk, de er gode til. Den vej igennem får de en levevej, så de ikke tvinges til fx at gifte sig som helt ung med en 60 år ældre mand. Her skal vi hjælpe med kreative idéer til smykker..

Nu kan intet (forhåbentlig) stoppe os..

Nu kan intet (forhåbentlig) stoppe os, så onsdag den 3. februar rejser Anne, Maria, Sophie, Sussie og jeg til Nigeria.

MEN det er ikke til det forventede projekt "Reach Out" i Jos, men i stedet nær Yola og Mbamba i øst. Dette skyldes, at Afrika InTouch med deres nigerianske samarbejdspartnere ikke vurderer sikkerheden i Jos til at være i orden.

De har derfor arbejdet i højtryk på at finde en ny løsning, hvilket har været virkelig skønt oveni, at man pludselig blev klar over, at Jos ikke var en mulighed.

Vi skal hjælpe til på Remi Educational Foundation, som er en handicapskole for både fysiske og psykisk handicappede. Det er en dagskole med særligt fokus på at integrere handicappede i samfundet (derfor går der også "normale" børn), da hvert enkelt barn anses for at have lige stor værdi uanset evner. Så jeg tror dette bliver en rigtig spændende arbejdsplads..

Vi skal bo på skolens grund og derfra opleve Nigeria;) Det har været en omstilling, men jeg ser nu helt bestemt frem til dette til trods for ærgelse over urolighederne i Jos.

Total ændring i planerne..

Jeg sidder tilbage med en underlig følelse efter beskeden om, at afrejsen den 22 januar er aflyst..

Med computeren tændt for at se billeder af de nigerianske volontører ringer telefonen pludselig. Det er Mona. (Reach Out (Reach Out er vores projekt) koordinator fra Afrika InTouch) Hun bringer dårlig nyt. Der er i disse dage uroligheder i Jos i Nigeria, hvilket medfører, at de ikke ønsker at sende os afsted på fredag.

Urolighederne skulle ikke være ved vores villa eller arbejdspladser, men folk bliver opfodret til at blive indenfor. Lige nu er det derfor meget usikkert, hvor længe urolighederne fortsætter. Afrika InTouch håber på at kunne sende os afsted om 1 eller 2 uger, men intet er sikkert. Det er rart at vide, at organisationen tager sikkerheden alvorligt.. Men ja..

Så her kommer en opfordring til Nigeria fra Danmark: I bisser og banditter i Nigeria må gerne stoppe den ballade. Jeg vil faktisk gerne afsted nu! ;)

Værelset er fuld af ting til turen, "afsked" er taget med mange og hovedet er klar til afrejse. Derfor er det en underlig følelse af afmagt, når man nu ikke er klar over, hvor længe man skal vente inden afrejse..

Hvis du vil vide noget om uroligheder skal du kigge på bbc´s hjemmeside:
- den 20 jan.: http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/8469863.stm
- den 19 jan: http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/8470108.stm og http://www.bbc.co.uk/worldservice/africa/2010/01/100119_nigeria-jos.shtml

Flere og flere sommerfugle i maven

Der bliver flere og flere sommerfugle i min mave og pludselig siger kalenderen, at der kun er 2 uger til afrejse fra Kastrup den 22 januar. Vi har nu i snart en uge været på volontørkursus på diakonhøjskolen i Århus med 12 andre piger, der skulle til Nigeria, Tanzania og Israel. Og jeg begynder at forstå, at det snart er ved at være tid til at rejse til en helt anden kultur i 3 måneder.


Det har været en utrolig spændende uge med MANGE informationer. Vi har hørt om de værst tænkelige sygdomme, det store perspektiv, kulturmøder, religionsmøder, bibelrefleksion og meget mere i håbet om, at vi bliver udrustet så godt som muligt til vores opgave.




Noget af det jeg virkelig glædede mig til ved denne uge var at møde dem, som jeg skulle rejse med. Her er de skønne piger så: Sophie Rind, Maria Fuglsang, Sussie Jessen og Anne Broe. Vi skal sammen til Jos i Nigeria, hvor vi skal bo sammen med 5 nigerianske piger.


Det har været en rigtig skøn uge. Så herefter er det bare med at komme ud at købe ind og pakke..